16. nov. 2012

Anmeldelse: Lips of Blood.

Årgang: 1975.
Instruktør: Jean Rollin.
Runtime: 88 minutter.
Medie: DVD.
Set på: 37” LCD.
Udgiver: Another World Entertainment.
Link til filmen: IMDB.
Se også: 'The Addiction' (1995), 'Nosferatu' (1922).

Lips of Blood er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment. 

Anmeldt af Mark S. Svensson.

Under en fest får Frederick (Jean-Lou Philippe) øje på et fotografi af et gammelt slot, som pludseligt vækker fortrængte erindringer hos ham. Han mindes, hvordan han som ung dreng blev inviteret indenfor på slottet af en utrolig smuk kvinde (Annie Belle) og fik lov til at overnatte der. Det går op for Frederick, at kvinden stadig huserer i ham, og sandheden om hendes eksistens og den ondskab, der lurer bag hendes smukke ydre, drager ham ind i en verden af sex, vold og forføreriske vampyrer.


Jean Rollin har både under eget navn og under pseudonymer som J. A. Laser, Robert Xavier og Michel Gentil været en ganske produktiv instruktør siden sin begyndelse i slut ‘50erne. Lige under de halvtreds spillefilm nåede det at blive til i genrer, der strakte sig fra horror over fantasy og action til pornofilm før instruktørens død i 2010. Vampyrfilm lader til at have haft en særlig plads i Rollins hjerte, og selvom hans film deles i mange forskellige kasser, er vampyrer noget, der igen og igen dukker op hos filmskaberen. At Rollin gang på gang vendte tilbage til de blodsugende væsner, kan meget vel finde sin begrundelse i det simple faktum, at det er her, han har samlet de største roser. Fans af genren betragter, ifølge AWEs baggrundsnotits omkring instruktøren, Rollin som værende “den absolut bedste til at skildre vampyrmyten”. Det er ikke forsigtighed, der hæmmer instruktøren, der ikke holder igen med hverken blod, sex eller den romantik, som i disse dage misforstås på højt budget af folkene bag de rædsomt stive ‘Twilight’ film. Rollins film kan snildt opfattes som værende en form for antitese til nyere forfattere som Stephenie Meyers fortolkninger af vampyrmyten. Ikke før Meyer fik kløerne i dem, havde de bidske monstre været behandlet så kedsommeligt og haft et så selvretfærdigt og forstokket forhold til seksualitet. Film som ‘Lips of Blood’ repræsenterer meget fint en instruktør, der har gjort sit til at vise vampyrer som dyriske væsner, som dog ikke er totalt berøvet for menneskelige følelser.

Moving in for the kill!

Jean Rollins film er fortalt meget stilfærdigt og i et tempo, der utvivlsomt har smidt nogen seere af i tidens løb. Er man villig til at hænge på, er filmen en meget smuk fortælling, der bærer præg af en instruktør, der er en mere ambitiøs historiefortæller, end hans budgetter har kunnet følge med til. Dermed ikke sagt, at filmen er mislykkedes, men når det kommer til gore og øjeblikke med action, er det svært for folkene bag filmen at være overbevisende. Med det sagt føles det som om, at det har været historien, der har interesseret instruktøren mest, og den eneste grund til, at de øvrige momenter bliver et problem, er, at de bliver trukket en smule ud, hvilket formentlig skyldes, at man gerne har villet nå spillefilmslængde. Kunne filmen have sparet en smule på sine forsøgte storslåede øjeblikke og i stedet have udnyttet den dunkle stemning, som den ret effektivt får opbygget i andre dele af filmen, noget mere, ville den overordnede fornemmelse af filmoplevelsen have været en smule bedre. Om disse problemer skyldes budgettet og periodens begrænsninger, eller om de skyldes et manuskript, der har været for tyndbenet og derfor har måttet udvides i voldsøjeblikkene, vides ikke, men sidstnævnte føles sommetider ganske sandsynligt.

Fornemmelsen af mystik og af, at noget er skjult i skyggerne, er en af filmens forcer!

Det er nu ellers ikke fordi, der er noget galt med veleksekverede blodsudgydelser i vampyrfilm, men hvor Rollin brillerer i at sætte sine vampyrer op og skabe en fin uhygge omkring dem, halter det mere med aflivningen af deres ofre. Med det sagt er den stemning, der trods alt bibeholdes et pænt stykke af vejen et stort plus, og hvad der ydermere tilføjer positivt til filmen, er den grundlæggende kærlighedshistorie, som måske nok er en smule aparte, men som på sin vis er meget smuk. Historien om en ung dreng, der forelsker sig med al barnets naivitet og umiddelbarhed, for at miste denne kvinde indtil mange år senere, hvor han starter med at søge efter hende, er ganske godt fortalt. Dialogen vil af nogle blive beskrevet som “meget fransk” eller måske ligefrem prætentiøs, men personligt fandt jeg de højtragende ord ret velfungerende indenfor de rammer, filmen selv sætter op. Endvidere må jeg sige, at filmens slutning for mig sad lige i øjet, og måden filmens romantiske plot bragtes til en ende, var overraskende og ret flot.

'Lips of Blood' er et eksempel på, hvordan romantik på velfungerende vis kan flettes sammen med bidske vampyrer, der ikke glimter i solen!

Selvom Rollin og hans hold ikke altid er i stand til at lave gudeskønne beskæringer, er der momenter i ‘Lips of Blood’, der har visuel validitet og pondus. Derudover er den grundlæggende historie interessant, og det lykkedes hist og her at skabe en sælsom stemning, som er svær ikke at sætte pris på. Derudover er det dejligt at springe tilbage i tiden og se en vampyrfilm med noget reelt mørke, nogle imperfekte men nærværende præstationer og frem for alt nogle vampyrer, der kan være lige så ubehagelige, som de kan være forførende.

Score:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar